Droneflyvning over Midt- Vest- og Sydbyen

7. april 2021

Hos Viborg Varme oplever vi i øjeblikket et tab på 15 kubikmeter vand i døgnet på fjernvarmenettet i Midt-, Syd- og Vestbyen. Vi har uden held forsøgt at lokalisere lækagen med termokamera. Derfor sender vi nu en drone i luften over store dele af byen for at finde problemet på ledningsnettet.

Dronen fra Drone Systems, som vi tidligere har benyttet med stor succes, flyver i 80-120 meters højde og er udstyret med en termisk sensor, som måler elektromagnetisk stråling fra jorden og skaber et billede – en såkaldt grafisk mosaik, hvor strålingen bliver omregnet til faktiske temperaturer – hvor det er muligt at se unormalt høje temperaturer og dermed altså et varme- og vandtab.

Før dronen kan få luft under vingerne, er der dog en række forhold, der skal være i orden. For at få de bedste resultater og de rigtige temperaturmålinger sender vi dronerne i luften, når det er koldt og tørt og roligt vejr. Våd asfalt giver forkerte målinger, og blæser det mere end otte meter i sekundet, kan dronen ikke flyve tilstrækkeligt stabilt.

Vi kan derfor ikke præcis sige, hvor og hvornår flyvningerne finder sted.
Når dronen er på vingerne, vil beboere i nærheden muligvis kunne høre en svag brummen.

Vi beklager eventuelle gener arbejdet medfører.


Her kan du se præcis, hvilke områder vi flyver over. 

 

 

Foto: Dronesystem

Foto: Dronesystem

Her ses en tidligere lækage på den grafiske mosaik. Foto: Dronesystem